onsdag den 5. januar 2011

Paella med kylling og rejer

3 dl basmati-ris
1 brev safran (0,2 gram)
1 stort eller 2 små løg
1 squash
300 gram kogt eller stegt kyllingekød i tern.
200 gram pillede rejer
salt og peber
olie til stegning

Risene koges ved jævn varme, i ca 5 dl vand med 1 tsk groft salt og knust safran.

Løg og squash skæres i passende tern. Løget steges i olien og når det er blevet gennemsigtigt tilføjes squash og kylling og dette varmes igennem i ca 5 minutter.

Til sidst tilsættes ris og rejer og retten varmes igennem endnu engang.

Det bliver ikke meget nemmere og retten var en succes. Den indeholder ca 500 kalorier pr portion, hvilket er helt ok for et helt aftensmåltid. Mads spiste 3 portioner, men gik dog uden om squashen. Oscar kunne sidde og tage stykker op med fingrene, så han endte også med at spise en pæn portion og til Viktor tog jeg en lille portion fra og gav den en meget let omgang med stavblenderen og tilsatte olie.

Madplan uge 1

  • Mandag: Paella med kylling og rejer.
  • Tirsdag: Kalkunbryst med tzatziki og bulgursalat.
  • Onsdag: Wok med svinekød og kokosmælk.
  • Torsdag: Boller i karry.
  • Fredag: Farsbrød med kartofler og ovnbagte grøntsager.
  • Lørdag: Fiskefrikadeller med ovnbagte kartofler, remoulade og råkost.
  • Søndag: svinekoteletter med kartofler og rester.

Velkommen til...

Her i det nye år, har jeg givet mig selv en udfordring; at lave sund og sjov mad til en familie på 4 med meget forskellige behov; en far med hang til det traditionelle, en mor med hang til få kalorier, en 2 årig med hang til at bestemme selv og en baby uden tænder og ikke nok med det -det er på budget på bare 4500 kr om måneden.

Velkommen til -jeg deler gerne ud af mad og opskrifter, planlægning og budget, tanker, reaktioner og ideer og ikke mindst alt muligt om sundhed og livsstil.